Silkeborg er braget ind i danskernes boligbevidsthed
Silkeborg er en af højdespringerne på Danmarks Statistiks nye liste over befolkningstilvæksten. Byen indhenter nu den vækst, de har fortjent, siger fremtidsforsker.

Katrine Bjerre
13. jun. 2025
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at Silkeborg er vokset med 21% de sidste 10 år. Det placerer byen som nummer fem på listen over byer med størst befolkningstilvækst i fra 2015-2025.
Ifølge en fremtidsforsker er byen blevet mere attraktiv for tilflyttere på baggrund af flere parametre:
”Silkeborg er længe blevet holdt nede i sin vækst, men efter motorvejen kom, så der er god infrastruktur, er byen ved at indhente den vækst, den har fortjent. Den har en god placering både i forhold til motorvejen og i Østjylland generelt, og så er det billigere at bo der end i Aarhus,” siger fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.
Ser man på tal fra Data Insights, kan man også se, at der kommer flere lejere per udbudt lejemål, og i 2025 var der mere end 10 boligsøgende per lejebolig i Silkeborg.
”Silkeborg er braget ind i manges boligbevidsthed. Vi ser flere jagtende boligsøgende per lejemål end tidligere, hvilket må give stof til eftertanke hos mange beslutningstagere. Der skal tænkes langsigtet og klogt, hvis man skal efterkomme udviklingen og ikke mindst de muligheder, der er. Hvis det ikke sker, er der med sikkerhed andre områder og byer, som i stedet vil kunne tiltrække de boligsøgende,” siger Anders Hyldborg, der er CEO i BoligPortal A/S.
Rækkehuse hitter
Ifølge Data Insigths' data er det en meget blandet flok af boligsøgende, der ønsker at flytte til Silkeborg – alt fra familier til singler og studerende. Det vidner om, at Silkeborg Kommune er lykkedes med at udvikle byen på en måde, så den appellerer bredt – dog særlig til unge og familier, da 70% af de boligsøgende er mellem 18-39 år.
”Silkeborg er ikke længere bare en naturskøn plet på landkortet – den er blevet et reelt alternativ til Aarhus. Det er især unge og familier, der finder det attraktivt, fordi de helt enkelt får mere bolig for pengene, og samtidig kan de pendle uden problemer,” siger Anders Hyldborg.
Zoomer man ind på områderne i Silkeborg kan man se, at det særligt er Hvinningdal, der oplever størst stigning i efterspørgslen på lejeboliger. Efterspørgslen på boliger her er steget med hele 70,1% fra 2018-2024, og der er stor rift om boligerne i området, hvor der i 2024 var 5,42 boligsøgende per ledigt lejemål.
”Hvinningdal er sådan lidt forstadsidyl med vokseværk. Udbuddet er steget, men ikke så meget som efterspørgslen. Der er stisystemer til barnevognen, skoler til ungerne, idrætsklubber til fritiden og skov og søer til søndagen. Det er et område, der balancerer natur og nærhed til byen – og det rammer altså lige ned i mange af de boligsøgendes ønsker,” siger Anders Hyldborg.
Silkeborg Kommune har de seneste år opført en del rækkehuse, hvilket Data Insights' data indikerer, har været med god grund. Fra 2023 til 2024 var der en 20% stigning i boligsøgende per udbudt rækkehus.
Fortsætte med at appellere bredt
Hvis Silkeborg har et ønske om at fortsætte væksten i fremtiden, skal de ifølge Anders Hyldborg arbejde klogt og systematisk.
”Hvis Silkeborg vil blive ved med at vokse, må det ikke drives af mavefornemmelser. Når jeg sammenholder flere millioner datapunkter om Silkeborg, er der altså store muligheder for byen og ikke mindst grundlag for en sund og klog byudvikling. Det kræver dog en klar, visionær og holistisk strategi, som er bygget på solide data forankret bredt i byen og måske også med en dygtig stadsarkitekt, som kan være med til at sætte en retning. Det handler nemlig ikke kun om at bygge mere – det handler om at bygge rigtigt, så byen kan blive ved med at tiltrække nye Silkeborgensere, og fastholde de nuværende,” siger Anders Hyldborg.